Kjerris Mølle er en af de fire tilbageværende vandmøller i Femmøller, beliggende i hjertet af Nationalpark Mols Bjerge.
Møllen der kan spores tilbage til midten af 1600-tallet, er en større møllergård i bindingsværk og stråtag, som igennem en lang årrække kun er blevet nødtørftigt vedligeholdt. Møllen mistede i 1940´erne sit overfaldshjul og drivkraften blev erstattet af en turbine, der leverede jævnstrøm til mølleri, landbrug og beboelse. Turbine og mølleri var i brug frem til 1966.
Projektet
Det er dette helstøbte bygningsanlæg der søges bevaret, og tabte eller truede kvaliteter genskabt, gennem et forstående restaureringsarbejde.
Tegnestuen har udført et omfattende forundersøgelsesarbejde, herunder opmåling af alle bygninger, en bygningshistorisk rapport med værdisætning af hele anlæggets bevaringsværdier samt en handlingsplan for bygningernes klimaskærm og nære omgivelser.
1. etape
I løbet af 2019 er stemmeværket ved mølledammens bagsluse samt den stensatte omløbskanal i haven genoprettet og istandsat. Arbejdet blev afsluttet i foråret 2020 med etablering af en ålepassage og tilsåning af brinker og skråninger med en blanding af 28 vilde danske blomster.
2. etape
En gennemgribende istandsættelse og nyindretning af stuehuset fra 1822. En utilpasset moderne tilbygning i haven er nedbrudt og facaden i stuehuset rekonstrueret med nyt bindingsværk. Videre istandsættelse af bindingsværk og syld samt nye gulvkonstruktioner. Nedtagning af det nuværende tegltag, så huset kan få sit oprindelige stråtag tilbage i 2022.
Videoer
Videoer er lavet af Snedkermester Jacob Bach.